Artiklen er udgivet første gang i december 2021.

Robin træder ind ad døren i familiens murstensrøde gårdhavehus.

Han er på det tidspunkt omkring 10 år gammel og har lige sagt “vi ses” til vennerne fra Trillegården i det vestlige Aarhus.

Alle vennerne er mørkere i huden end Robin og med oprindelse i andre lande end Danmark. Nogle er fra Palæstina eller Libanon, andre fra Egypten, Tyrkiet eller Kurdistan. 

Selvom de fleste af Robins venner kommer fra familier, der ikke er specielt religiøse, er det klart for dem, hvad de er. De er muslimer.

- De vidste, hvem de troede på, og hvem gud og profeten var. De kunne i det mindste sige, hvad de var, siger Robin Nielsen.

Eller at de havde et fundament at stå på, som han også formulerer det.

Det er derfor, Robin leder efter sin mor i huset, da han kommer hjem denne dag. Da han finder hende, stiller han et påtrængende spørgsmål.

- Hvad tror vi på hjemme hos os?

Robin Nielsen glemmer aldrig svarene, han fik tilbage fra sin mor.

- Hjemme hos os tror vi på, at man skal behandle hinanden godt.

- God karma.

- Vi tror på de ånder, der er hos os. 

Han kalder dem for omsorgsfulde mor-svar. Sådan nogle man giver til sit barn, når det pludseligt stiller for store spørgsmål.

- Jeg kan bare huske at jeg kiggede på hende og svarede. “Ja, okay. Tak”. Og så skulle jeg bare videre, siger Robin Nielsen og tilføjer:

- Jeg fik absolut intet ud af det. Det tror jeg også, hun vidste.

Vi spoler tiden to årtier frem. Til efteråret 2021.

Denne formiddag sidder jeg ved spisebordet i Robin Nielsens køkken. Han er blevet 32 år og bor med sin kone og to børn i et moderne rækkehus i Lisbjerg udenfor Aarhus. 

Jeg havde faktisk hørt om “nyheden” for flere år siden. At Robin var blevet muslim.

Fordi jeg kender ham. Det er ikke første gang, vi sidder ved samme bord. Det gjorde vi også på multikulturelle Frydenlundskolen, hvor vi var klassekammerater fra 0. til 5. klasse.

- Jeg husker den tid som en god, gammel dansk tid i 90’erne, siger Robin Nielsen.

Vi har siden folkeskoletiden hilst, når vi er stødt på hinanden i Bilka, og vi har fulgt med i hinandens liv på Facebook. Men vi har ikke rigtig talt sammen.

Det er derfor, jeg sidder her i dag. Jeg vil gerne finde ud, hvad der fik min kridhvide klassekammerat, som voksede op i en ikke-religiøs familie, til at blive muslim. 

- Det var den 30. oktober 2013. En fredag. Så startede mit liv på ny. Otte år frem og til nu, siger Robin Nielsen om dagen, hvor han i den lokale moske konverterede til islam.

Vores opvækst har været meget anderledes.

Jeg var en af de drenge, der med Robins ord “vidste”, hvad jeg var. Muslim. Ham, der havde kernefamilie, fast bopæl på Fuglebakkevej, og som ofte var træt af for meget familie-tamtam.

Robins forældre blev skilt lige omkring hans fødsel. Han boede på forskellige adresser, først hos sin mor, i teenagealderen hos sin far. Og så længes han efter et stærkt familiebånd.

- Jeg har aldrig manglet kærlighed eller opmærksomhed. Det er lige før, at jeg har fået for meget, siger Robin Nielsen.

- Men jeg kan huske, at da jeg besøgte mine venner, så var far og mor til stede i samme hus. Der var mange søskende, mad og energi. Der var en helt anden stemning. Jeg kan huske, at jeg i en ung alder tænkte, at når jeg en dag fik en familie, så skulle det afbillede det her. 

Robin Nielsen er i Magasins sportsafdeling, da han får et opkald fra sin far.

Han er på det tidspunkt fyldt 16 år og i praktik fra handelsuddannelsen HG, da hans far overleverer beskeden til ham over telefonen.

Din mor er død.

Robin husker, at hans verden fra det øjeblik går i stå. Hans mor var sund og rask, men nu pludselig død af et hjertestop. Susanne blev kun 40 år gammel.

- Hun sov om natten og vågnede ikke op om morgenen, forklarer Robin Nielsen. 

Robin Nielsen fortæller en kollega i Magasin, hvad der er sket, og kort tid efter bliver han hentet af sin far og kørt hjem.

Fra sit soveværelse skriver han til sine tre bedste kammerater, Omar, Mohammed og Idris. Fortæller dem, hvad der er sket, og at de ikke hører fra ham det næste stykke tid.

- Og så slukker jeg min telefon og finder nogle billeder frem af hende.

Robin lukker sig inde på sit værelse i mere eller mindre syv dage. Indimellem går han ud og ser til sin lillesøster. Trøster hende. Men ellers vil han ikke snakke med nogen. 

Lige indtil begravelsen, hvor han kommer ud og bærer sin mors kiste på gravpladsen. Robin græder. Er ked af det. Men det er først flere måneder efter, at sorgen rammer ham for alvor.

Han fortæller, at det måske skyldes afstanden imellem dem. Robin boede i den periode hos sin far i Aarhus, fordi hans mor var flyttet til Silkeborg med sin nye mand.

- Jeg husker især en episode efter eksamen, hvor jeg skriver til en af mine kammerater: "Åh, det ville være fedt at kunne ringe til sin mor og fortælle, hvilken karakter man har fået.” Hvortil han svarer “Ja, jeg forstår dig godt. Det skal nok gå.”

- Vi kom aldrig i dybden med det. Men jeg kan huske, at grunden til, at jeg skriver til ham, er et råb om hjælp: “Hallo, det er træls. Det er sgu ærgerligt. Jeg er ked af det. Kan vi snakke om det, selvom vi ikke vil snakke om det?”

- Men vi er jo 16 år og rigtige drenge, så det er jo ikke følelser, man taler mest om, siger Robin Nielsen. 

Det var ikke fra den ene dag til den anden, at Robin Nielsen blev muslim. Eller at han begyndte at interessere sig for religion.

- Så langt som jeg kan huske tilbage, har jeg altid haft en tro på en større magt, siger Robin Nielsen, selvom hans familie på ingen måde var religiøse.

Men det var først i slutningen af teenagealderen, da han var omkring 19 år, at hans tanker omkring religion blev mere konkrete og overvejelserne mere seriøse.

- Jeg begyndte at tænke over, at når jeg bliver voksen og skal finde mig en kvinde at slå mig ned med, skal det så være en muslim eller en ikke-muslim?

Han blev også i den periode afklaret med, at det er monoteisme - altså troen på én gud - som ligger ham nært.

- Så det store spørgsmål var: Hvem er gud, og hvad er gud?

Men Robin snakkede ikke med nogen om sine tanker. Heller ikke sine muslimske venner eller sin familie. Han gik i stedet i gang med at undersøge de tre monoteistiske religioner.

Kristendommen, jødedommen og islam.

Valget endte med at falde på islam, fordi han blandet andet ikke kunne forene sig med kristendommens historie og jødedommens omstændige måde at konvertere.

I hele denne her periode - fra han var barn og til nu - havde ingen af hans muslimske venner spurgt, om han ville blive muslim.

- Jeg kan i sjov blive lidt sur og tænke “hvad fanden bilder I jer ind?”, siger Robin Nielsen og griner.

- Men set i bakspejlet var de måske heller ikke prototypen på dem, der gik mest op i deres religion. Så det var naturligt, at de ikke gjorde det.

Det er sommeren 2011, og der er kun en enkelt dag til, at den muslimske højtid ramadan begynder.

Det betyder, at praktiserende muslimer fra dagen efter skal klare sig uden mad og drikke fra morgen til aften i 30 dage.

Robin Nielsen er blevet 22 år gammel og sidder sammen med sine muslimske venner i Trillegården. Da snakken falder på dagen i morgen, spørger han, om de har tænkt sig at faste.

Der bliver stille.

Kun én siger ja. Det er Yasin. Ham, som faster hvert år. De andre siger, at det enten er for hårdt eller kommer med andre forklaringer på, hvorfor de ikke kan eller skal faste. 

- Jeg er lidt en på tværs-type, der vil tage de svære udfordringer. Så sagde jeg: “Fint, hvis ikke I faster, så faster jeg,” fortæller Robin Nielsen.

Robin faster de næste 30 dage i protest. Han holder sig fra mad og drikke, når solen er oppe, og spiser hver aften hos Yasin, når solen går ned. Og året efter gør han det igen.

- Jeg kan huske, at det gav mig en indre spirituel styrke og tro på, at jeg kan noget ekstraordinært. Den følelse har jeg aldrig haft før, siger Robin Nielsen.

Men Robin har på det tidspunkt ikke konverteret til islam endnu.

- Det lå måske i underbevidstheden. Så hvis nogen kunne finde på at spørge: “Skal du være muslim”, så ville jeg svare: “På et eller andet tidspunkt”.

Netop det skete få uger efter ramadanen, da en af hans gode venner, Mahmoud, stillede spørgsmålet. Han fastede selv og kom fra en familie, der praktiserede islam.

- Hva’, Robin. Skal du ikke være muslim?

Robin var ikke afklaret, men forberedt på spørgsmålet.

- Jo, jo. På et tidspunkt, sagde Robin affejende og håbede på, at de ikke skulle snakke om det længere.

- Men hvad så, hvis du dør i morgen?, lød det næste spørgsmål fra Mahmoud.

Det havde Robin ikke tænkt over. De snakkede videre og fem minutter senere havde Robin besluttet sig.

- Du har ret. Lad os gøre det. Det er på tide, siger Robin Nielsen.

Blev du muslim, fordi Mahmoud vækkede en frygt i dig?

- Det har intet med frygt at gøre. Det er alt det, jeg har oplevet, troet, undersøgt og mærket. Ligesom med andre store ting i ens liv. Når man bliver gift, bliver forælder eller skal åbne en virksomhed. Det kræver, at der er nogle, der giver dig et venligt klap bagi og siger: “Gør det!”.

De fleste “fødte muslimer” kender følelsen af at sidde overfor en konvertit som Robin. Følelsen af, at de ved meget mere og skammen over, at man ikke selv ved så meget.

Deres tro er ofte ikke til at rokke ved, oplever jeg. Jeg spørger Robin, om han nogle gange - ligesom mig - tvivler på, om islam, som vi begge tror på, også er virkelighed.

- Aldrig nogensinde. Jeg er glad for den måde, jeg lever på. Lad os sige, at jeg dør, og der ikke er et liv efter døden. Så har jeg i det mindste levet et godt liv, siger Robin Nielsen.

- Så har jeg vundet.

Det går op for mig undervejs i interviewet, at Robin og jeg også har mange ting til fælles.

Vi var spinkle og stædige som drengebørn. Senere har vi som den lille mand fundet en kærlighed for kampsport, og så er vi begge lykkeligt gift og har to drenge på præcis to og fire år.

Snakken falder på vores familier og opdragelse af vores børn. Om hvilke bøger vi læser for at være der for dem på den bedst mulige måde.

Så til sidst spørger jeg, hvad alt det, han har været igennem, som skilsmissebarn, med tabet af sin mor og konverteringen til islam, betyder for, hvordan han opdrager sine børn?

- Vi bliver aldrig skilt, siger jeg til min kone, når jeg driller. Det er forbudt. Det må vi ikke for mit vedkommende. Jeg nægter det, siger Robin Nielsen.

Fordi en af de ting, som har kæmpe betydning for Robin, er kernefamilien. Den har han fået i dag med konen Dahlia, som også er muslim, og børnene Muadh og Bilal på fire og to år.

Og det skal ingenting komme imellem.

- Fordi vi kan klare alt. Hver udfordring vi står overfor. Den tager vi med oprejst pande. Jeg ønsker virkelig at værne om min familie, siger Robin Nielsen. 

Tekst: Ehsan Faizzad

Fotos: Privat

Redaktør: Asbjørn Andersen

Udvikling og layout: Frederikke Schmidt

Udgivet: December 2021